Københavns Kommunes logo

Mønstre og Monstre – Glyptotekets lerværksted

Vi genåbner værkstedet for børn og deres voksne - hver weekend fra oktober og i efterårsferien.

Lad jer inspirere af museets mange mønstre og monstre, ornamenter og fantasidyr, og fordyb jer sammen i Glyptotekets kreative lerværksted. Her kan børn og deres voksne finde den indre kunstner frem og lave deres egne værker til en stor fælles udstilling.

I værkstedet kan man trykke i ler med inspiration fra museets fantasifulde og detaljerige bygning, som i år fylder 125 år. De færdige lertryk udstilles på en kæmpe udstillingsvæg, der udgør et imponerende fælles kunstværk.

Værkstedet er indrettet, så der er god plads til alle, og scenografien er inspireret af Glyptotekets arkitektur og farver.

Gå også på opdagelse i museets fortryllende arkitektur, og se nærmere på de mange mønstre, monstre, blomster, dyr, frugter og englevinger rundt omkring på museets vægge, gulve og lofter. Snup en Glypto-leg udviklet til børn og deres voksne i museets information eller ved værkstedets ind- og udgang, og gå på jagt i museumsarkitekturen sammen.

"Mønstre og Monstre" er for børn i alle aldre og deres voksne. I værkstedet vil værterne, der enten er uddannede kunstnere eller museumsformidlere, hjælpe jer godt i gang.

 

Planlæg dit besøg

Tilgængelighed

  • Der er ikke lift / rampe / niveaufrit til indgang, men personalet kan hjælpe med at løfte eller støtte.
  • Der er handicaptoilet i bygningen.
  • Se kort over handicapparkering ved at klikke her
  • Der er gratis adgang for ledsager.
  • Der er mulighed for at spise / drikke på stedet.
  • Der er stole / bænke man kan hvile sig på
  • Der er elevator i dele af museet.
  • Der er ikke mulighed for alternativ deltagelse (ex. podcast, teams-deltagelse mm.)

Inden dit besøg på museet er du altid velkommen til at henvende dig til os på info@glyptoteket.dk eller T 3341 8141, så vi kan vejlede bedst muligt

Kontakt

Glyptoteket

Dantes Plads 7

1556 København

Åbningstider

Lørdag og søndag fra kl. 11-15 i oktober – februar.
Uge 42, uge 7 og uge 8 tirsdag-søndag fra kl. 11-15

Del med