Bones & Stones
Et møde med universets fortid
Bones & Stones fik en overvældende modtagelse i Wien ved premieren, og nu iscenesætter Claudia Bosse sin succes-forestilling som en totalinstallation både inde og ude på Refshaleøen med mammutknogler og million-år gamle sten i hovedrollen.
Seks dansere i vidt forskellige aldre vender vrangen ud på Jorden. Lag for lag graver de sig ned i tiden. Sten og knogler dukker op fra mørkets sorte hul. Kroppe bærer dem frem, holder fast, mærker, lytter. Opmærksomheden er spændt, stemningen intens.
Knoglerne og stenene er skabt af materiale, der er ældre end vores univers. Har de hukommelse? Hvilket sprog taler de? Hvad kan de give videre til os, som er samlet for at modtage deres lærdom?
Den østrigske koreograf Claudia Bosse har skabt et særegent ritual, der borer sig gennem planetens tid og skaber møder mellem nøgne kroppe og materiale i forfald. Et landskab i forfald. Vi er alle i forfald. Hvert øjeblik bevæger vi os mod vores næste stadie og en genfødsel i en ny form. Hud, støv, lyd, grus hvirvler sammen, og midt i stormen står vi pludselig ansigt til ansigt med vores egen skrøbelighed.
Claudia Bosses mål er at give vores kroppe et nyt forhold til naturen, hvor den ikke er ressource til gavn for os, men hvor vi mødes krop til krop.
OM KUNSTNEREN
Claudia Bosse er instruktør og koreograf baseret i Wien og Berlin. Hun har skabt kompagniet theatercombinat. Hun er interesseret i at skabe midlertidige fællesskaber, også med det ikke-menneskelige. Myter og ritualer møder kroppe og objekter i en løbende undersøgelse af vores historie over for vores fremtidsutopier. Hun skaber interventioner og stedspecifikke værker indendørs på museer og teatre og udendørs i landskaber af alle slags.
CREDITS
Concept/choreography/space: Claudia Bosse
Sound: Günther Auer
Performance/choreography: Marcela San Pedro, Carla Rihl, Anna Biczok, Myrthe Bokelmann, Christa Zuna Kratky, Anita Kaya
Light: Paul Grilj
Assistance: Larry Mey
Outside eye: Astrid Kaminski, Julia Zastava
Consulting: Mathias Harzhauser, Gerlinde Gruber, Barbara Imhof
Communication: Michael Walk
Production: Dagmar Tröstler
Photos: Markus Gradwohl
OM METROPOLIS
Metropolis – Københavns Internationale Teater er et storbyteater, der hver sommer i København præsenterer et program af stedspecifikke forestillinger skabt af kunstnere i, for og med København. Værkerne blander scenekunst med arkitektur, billedkunst, lyd, m.m. og foregår ofte i relation til udviklingen i specifikke bydele, i 2023 på Refshaleøen. Metropolis præsenterer primært gratis forestillinger. www.metropolis.dk.
Metropolis er støttet af Københavns Kommune og Statens Kunstfond.
Kontakt
Refshaleøen, Teaterøen
William Wains Gade 11