Tegneworkshops for børn i efterårsferien

Tegn med dit barn i efterårsferien! Lær at tegne den snoede Sneglegang og fantasifulde forslag til tårnets arkitektur, når Rundetaarn inviterer til omvisninger og tegneworkshops for børn og deres voksne.

Christian IV var en af de mest fantasifulde konger i Danmark. Han udvidede København og skabte sjove, smukke og helt specielle bygninger, spir og tårne til byen. Se bare Rundetaarn med de runde hjørner og Sneglegangen – Christian IV’s måske mest originale byggeri.

Til tegneworkshoppen for børn skal I selv svingeblyanten, når vi med hjælp fra arkitekt Liv Andersen tegner tårnets særlige rum.

Mød op på Ringerloftet i Rundetaarn, hvor vi starter med en kort rundvisning i tårnet med omviser Lisa Tiedt. Undervejs laver vi små tegninger, som vi senere kan bruge som inspiration.

Tilbage på Ringerloftet, som er dagens værksted, er det jeres tur til at være arkitekt for en dag. Nu skal fantasien og den spidsede blyantfindes frem, når I skal tegne et bud på et nyt observatorium til toppen af Rundetaarn.

Rundetaarn stiller kreative tegneredskaber til rådighed, og med gode tips og tricks fra Liv Andersen kan I udforske og eksperimentere med dem.

Glæd dig til at tegne dig igennem en hel eftermiddag i arkitekturens tegn sammen med din familie.

Liv Andersen har undervist børn og unge i arkitektur på kunstmuseet Louisiana samt Børnekulturhus Ama’r og tidligere har afholdt flere kreative værksteder i Rundetaarn.

Arrangementet præsenteres som en del af Arkitekturhovedstad 2023, hvor København er udnævnt til World Capital of Architecture.

Planlæg dit besøg

Anbefalet aldersgruppe

Børn på 7-12 år

Mødested

Ringerloftet i Rundetaarn

Billet

Billetter sælges som kombibilletter, der giver adgang for et barn i følgeskab med en voksen.

Kontakt

Rundetaarn

Købmagergade 52A

1150 København
Del med