Udstilling: Dansk arkitektur på vej mod FN’s 17 Verdensmål – kan vi bygge os til en bedre fremtid?

Ny vandreudstilling viser en række nyskabende danske arkitekturprojekter, som hver på deres måde viser vej til en mere bæredygtig og inkluderende fremtid.

Ny vandreudstilling skal inspirere til mere bæredygtigt byggeri. Det er baggrunden for, at Arkitektforeningen i anledning af Arkitekturåret 2023 lancerer den landsdækkende vandreudstilling ”Dansk arkitektur på vej mod FN’s 17 Verdensmål – kan vi bygge os til en bedre fremtid?” Udstillingen viser 27 arkitekturprojekter fra hele landet, som er vidt forskellige, men har det til fælles, at de er nyskabende og gør en forskel.

På Øresundskollegiet på Amager er den knap 1500 kvadratmeter store, golde tagterrasse blevet forvandlet til en frodig have, som både hjælper biodiversitet og fællesskab på vej. I Ryslinge på Fyn er en stolt, tidligere rullegardinsfabrik renoveret og bygget om til innovative og energivenlige boliger, som bidrager til at fastholde livet i byen og bygningsarven. Og i Feldballe på Djursland har den lokale friskole fået en ny tilbygning, som er opført næsten udelukkende af halm og træ og helt uden kemi.

Det er blot tre eksempler på, hvad der kan ske, når arkitekter tænker i nye løsninger for fremtidens byer, bygninger og landskaber. Arkitekturen er nemlig en afgørende brik, hvis vi skal lykkes med at skabe en mere bæredygtig verden og nå FN’s 17 Verdensmål inden 2030.

Tænker vi os om, når vi bygger eller bygger om, tilbyder arkitekturen nemlig løsninger, der taler ind i store aktuelle samfundsudfordringer som fx klima, biodiversitet, gentænkning af ressourcer samt sundhed, trivsel og inklusion.

Alle er velkomne til den officielle åbning på Amager i København den 28. juni kl. 16.30, hvor det også vil være muligt at komme op og se Øresundskollegiets frodige taghave og høre mere om tilblivelsen og betydningen af den.

Kontakt

Kvarterhuset

Jemtelandsgade 3

2300 København S
Del med