Stadsarkitekten anbefaler

Hver måned giver stadsarkitekt Camilla van Deurs sine anbefalinger til aktuelle arrangementer under Arkitekturhovedstad 2023.

Månedens anbefaling: December

Er der kulturliv i Ørestad og hvordan boede de gamle ægyptere? Er byggeriet blevet for højt? Hvad gør vi af regnvandet? Hvordan bygger man bæredygtigt? 

I 2023 har der været afholdt mere end 540 arrangementer, rundvisninger, debatter, udstillinger, eksperimenter og forestillinger med udgangspunkt i årets tre temaer; Historien, Hverdagen og Naturen, og kulturaktører og undervisningssteder har skabt nye perspektiver og viden om arkitekturen. Byens udvikling og arkitekturen er genstand for evig debat og interesse både fra københavnerne, byens besøgende, studerende og den professionelle branche. Men dialogen og debatten stopper ikke med udgangen af 2023 ved Arkitekturhovedstadens afslutning - tvært imod! De gode samarbejder vil forhåbentligt fortsætte i mange år endnu og kaste endnu mere af sig - og i den sidste ende forhåbentligt være med til at skabe rammerne for en højere arkitektonisk kvalitet og en bredere inddragelse.  Jeg håber du har deltaget i arrangementer, som har udfordret og flyttet din viden og opfattelse af arkitekturen, og at du er sulten på meget mere også i 2024 og fremover.

Rigtig god fornøjelse, Camilla van Deurs

Vådområder som fremtidens kystfælleder

Udstillingen Vådområder som fremtidens kystfælleder af forsker og landskabsarkitekt MAA Anna Aslaug Lund diskuterer vådområders potentiale som fælles steder for mennesker, dyr, fugle og insekter – og derudover som kystbeskyttelse. Indenfor en nær fremtid kommer de danske kyster til at blive påvirkede af havvandsstigninger og hyppigere stormfloder, og hvis vi vil undgå oversvømmelser, er vi nødt til at tilpasse kysterne til et ændret klima. Vådområder er en naturbaseret klimatilpasningsløsning, der kan fungere som en slags buffer mod oversvømmelser. Udstilling finder sted i Galleri Prospekt og er en del af det igangværende forskningsprojekt ”Danske byers tilpasning til havvandsstigning – nye løsningsrum”. Projektet er støttet af Realdania og er et samarbejde mellem Københavns Universitet, Arkitektskolen i Aarhus og DTU. Udstillingsperiode: 7. november - 10. december.

Onsdag den 6. december kan du opleve udstillingen i forbindelse med byvandringen ”Byvandring – Vesterbros historiske vådområder og vandløb” med Gerd Bindesbøl Ravnholt, Københavns Museum og Gertrud Jørgensen, Københavns Universitet. Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding. Læs mere om Vådområder som fremtidens kystfælleder.

Nye udstillingssteder med arkitektur i byen

Udover Galleri Prospekt Space med Anna Aslaug Lunds udstilling, findes der også andre mindre udstillingssteder som er et besøg værd. F.eks. Til:værks som lige nu viser udstillingen SAMLINGER af Thi Dencker. Derudover kan du også lige nu opleve kunstværket i det offentlige rum, Vertical Freeze af Sarah McNulty, som holder et par uger endnu (afhængig af vejret). Værket er spændt på et forladt trappetårn på den tidligere AGA gasfabrik, og nuværende atelierfællesskaber, i et område på Amager øremærket til kommende byudvikling. Kunstværket er en del af udstillingen ”På Korte Kontrakter”. Læs mere om kunstværket Vertical Freeze og udstillingen.

AfterDAC: Arkitekturhovedstad – er det ren reklame?

”Roskilde har en festival, Bilbao et kunstmuseum og Allinge har Folkemødet. Men hvad med København? Efter et år som verdens Arkitekturhovedstad, har København så arkitekturen?” Dette spørger Ane Cortzen om til næste udgave af AfterDAC, hvor Sune Bang, kommunikationsrådgiver og jeg selv er gæster til en samtale om, hvad det har betydet for København, at have titlen som verdens Arkitekturhovedstad.

Aftenen indrammes af lyden af København fremført af Helene Simonsen på tværfløjte. AfterDAC: Arkitekturhovedstad finder sted i Dansk Arkitektur Center den 7. december og kræver køb af billet.

Barok og dansk arkitekturhistorie - foredrag ved Peter Thule Kristensen om Lauritz de Thurah

Arkitekturens oprindelse og historie spiller en vigtig rolle for forståelsen af det moderne. Det vil professor ved Det Kgl. Akademi Peter Thule Kristensen give et indblik i, når han holder foredrag om en af barokkens betydeligste danske arkitekter – Lauritz de Thurah, arkitekten bag historiske bygningsværker såsom Eremitageslottet i Jægersborg Dyrehave og Vor frelsers kirke snoede spir på Christianshavn. Lauritz de Thurah var også Danmarks første arkitekturhistoriker, og har haft stor betydning for vores opfattelse af dansk bygningskunsts historie. Foredraget afholdes i Københavns Museum den 14. december. Kræver køb af billet.

Martin Nyrops tegnestue - Skabelsen af Københavns Rådhus

Dette er en genganger, men den fortjener en anbefaling mere. Udstillingen om Martin Nyrops tegnestue, der var arkitekten bag Københavns Rådhus, viser tegninger, genstande, gips- og konservatorværksted for Martin Nyrops tegnestue og kontor i årene omkring 1900-tallet.

Har du ikke allerede besøgt udstillingen, så skynd dig ind på rådhuset og se den. Udstillingen slutter den 15. december. Rundvisning i udstillingen foregår fast hver fredag kl. 11 og 14. Kræver tilmelding og køb af billet.

Lidt inspiration til julegaver...

Her er en liste med bøger som enten er på min egen ønskeliste eller som jeg varmt vil anbefale i julegave til den arkitekturinteresseret.

Månedens anbefaling: November

Øverst på min egen playliste til efterårets blæsende gåture er en podcastserie om de arkitekter, der har skabt København, mens resten af novembers anbefalinger kryber indendørs i varmen med en række debatarrangementer og udstillinger. Måneden byder på et kritisk blik indad i byggebranchen med refleksioner over greenwashing, branding, og tomme salgstaler. Og så er der en mulighed for at opleve det skjulte, man normalt ikke ser: Fra en rørlagt å til arkitektur, der inddrager andre sanser end synet samt det indre af SAS Royal hotellet.

Rigtig god fornøjelse, Camilla van Deurs

Se op! Arkitekternes København

Se op! Arkitekternes København’ er en fremragende podcastserie, som handler om byens huse – og dem, der har tegnet dem. Podcastserien giver en levende introduktion til de sidste 400 års københavnske arkitekturhistorie. Gennem en række samtaler med udvalgte eksperter zoomer museumsdirektør Marius Hansteen ind på bestemte bygninger – kendte og mindre kendte – i det københavnske bybillede. Hver podcast handler om én arkitekt, og i november taler jeg om min tiptipoldefar Ferdinand Meldahl, der bl.a. tegnede Frederikskirken og Navigationsskolen, men også sad i Borgerrepræsentationen i 27 år. Podcastserien er produceret af Københavns Museum. Find hele podcastserien på Spotify eller PodBean Se op! Arkitekternes København.

Arne Jacobsen, DAC og SAS Royal Hotel værelse 606

Arne Jacobsen var en ener. En radikal formgiver og et multitalent, der blev inspireret af strømninger ude i verden som mange endnu ikke havde fået øje på dengang tilbage i 1920’erne og som stadig opleves som moderne i dag. SAS Royal Hotel var et hovedværk for Arne Jacobsen, og det er en milepæl i dansk arkitektur. På alle måder et signaturbyggeri, hvor al Arne Jacobsens kreativitet og innovation kondenseres ind i et værk og som netop nu er under offentlig debat i forbindelse med en mulig fredning. Dansk Arkitektur Center inviterer torsdag den 2. november til en guidet tur til Radisson Collection Royal Hotel, som SAS Royal Hotel i dag hedder. Med udgangspunkt i udstillingen So Danish! fortæller Dansk Arkitektur Center om tiden, som Arne Jacobsens værk udsprang fra, hvorefter den guidet tur vil gå til Radisson Collection Royal Hotel og man vil få lejlighed til at besøge selve det legendariske Room 606. Turen kræver tilmelding og køb af billet. Læs mere på Arne Jacobsen, DAC og SAS Royal Hotel værelse 606.

MorgenDAC: Kan byggeriet greenwashe sig til mere bæredygtighed?

”Byggeriet skal være grønt, bæredygtigt, DGNB-certificeret, biobaseret, upcyclet, klimavenligt og CO2-neutralt. Og så skal det opfylde verdensmål, klimakrav, og nu skal det også være regenerativt. Giver de nye begreber mening eller blot (endnu) en anledning til greenwashing?” MorgenDAC stiller den 2. november skarpt på, hvordan vi taler om bæredygtigt byggeri, og hvordan vi får bæredygtighed på dagsorden, og spørger om alle de nye begreber rent faktisk giver mening og værdi, eller om de skaber mere forvirring og ikke mindst muligheden for greenwashing. Kom med til en samtale mellem Villads Andersen, journalist og forfatter, og Signe Kongebro, Global Design Director og partner hos Henning Larsen Arkitekter, i en helt særlig udgave af MorgenDAC, som finder sted i forbindelse med Building Green konferencen i Forum. Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding. Læs mere og find billetter til MorgenDAC: Kan byggeriet greenwashe sig til mere bæredygtighed?

Sort snak i arkitektbranchen?

Arkitekter forstår hinanden, men forstår andre os? Og kan andre fagligheder inspirere den måde vi taler om arkitektur på? Det undersøges i en samtalerække med journalist og arkitekturanmelder Holger Dahl som vært. Den 2. november ses nærmere på byggestenene til den gode og holdbare historie. På podiet kan du møde journalist og forfatter Pernille Stensgaard, arkitekt Dan Stubbergaard fra Cobe og filminstruktør Frederikke Aspöck. Vær med, når de tager bladet fra munden og deler ud af deres tanker om sprog, deres bedste formidlingskneb, og hvad der indimellem driver dem til vanvid til At tale om arkitektur - den holdbare historie hos Arkitektforeningen. Arrangementet kræver tilmelding.

Rum til at snuse og døse

Et af Arkitekturårets helt store emner i samarbejde med Bevica Fonden er Universel Adgang. Det er Teknik- og Miljøforvaltningens ambition, at årets fokus på Universelt design vil sætte varige spor i byens tilgængelighed og indretning. I november kan du opleve et nyt take på dette, når dørene åbnes til et ”snoezelrum”, hvor alle har mulighed for at opleve, hvordan ens sanser bliver stimuleret af både lys, lyd, vibrationer mm. Begrebet snoezel er sammensat af to hollandske ord: ”doezelen”, at døse - og ”snuffelen”, at snuse. Det handler om sansning - og et snoezelrum er indrettet sådan, at det både giver mulighed for beroligende og vækkende stimulation af kroppens sanser. Snoezelrum København er lavet i samarbejde med arkitekter fra Designit og lysdesignere fra Yoke, som har gjort det muligt at rummet kan tilpasses ud fra brugerens ønsker. Dette kan gøres med lys og lyd, samt en interaktiv væg og gulv. Borgercentret holder åbent hus, hvor du kan prøve Snoezelrum København den 7. november fra kl. 13-17. Arrangementet er åbent for alle og gratis.

Fra gemt spildevandskanal til arkitektonisk klimatilpasningsvandløb

Hvordan kommer byen til at møde fremtidens skybrud? Den 30. november kan du på en guidet tur få historien om Harrestrup Å, fra gemt spildevandskanal til et grønt arkitektonisk byrum, der forener håndteringen af skybrudsvand og rekreative grønne byrum til gavn for byens borgere, og oplev hvordan arkitektur kan gøre en forskel for klimatilpasningen af de grønne områder. På den guidede tur i showroomet på ENERGI & VAND kan du opleve ’En levende fortælling om Harrestrup Å’ i et visuelt univers, der giver en unik og levende fortælling om Harrestrup Å som Danmarks største klimatilpasningsprojekt. Besøg showroomet på ENERGI & VAND og se det unikke samarbejde mellem 10 forskellige kommuner og udviklingen af klimatilpasningsløsninger i lokalmiljøet. Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding. Læs mere og find billetter på Harrestrup Å.

Månedens anbefaling: Oktober

Månedens anbefalinger fokuserer på, hvordan vi opfatter byen og byder på kunstneriske fortolkninger, svidende kritik og deep dives ned i nogle af byens kvarterer. Begyndelsen af oktober er som et Kinderæg inde i selve Arkitekturåret, da den 2. oktober er International Arkitekturens Dag, som fejres med et væld af aktiviteter, hvor der er skruet ekstra op i anledning af Arkitekturhovedstad 2023. Jeg har samlet et par forslag, men der er mange flere, som kan findes i Arkitektforeningens Program for Arkitekturens Dag.

Rigtig god fornøjelse, Camilla van Deurs

Talk: Fremtidens byudvikling bygger på fællesskab

Mød Maya Arffmann fra A. Enggaard, Tove Skrumsager fra Fremtidens Vollsmose og Peter Aalbæk Jensen fra Herfølge Bjergby, når Arkitektforeningen inviterer til talk og morgenmad på Arkitekturens Dag den 2. oktober. Eventet er gratis men kræver tilmelding. Find billetter og læs mere om eventet: København: Fremtidens byudvikling bygger på fællesskab.

Talk med Knud Romer og Katinka: Er der plads til alle i byen?

I anledning af Arkitekturens Dag spørger Dansk Arkitektur Center forfatteren Knud Romer og sangskriver og tekstforfatter, Katinka, om der er plads til alle i byen? København skal være for alle, siger vi. Men hvad betyder det egentlig? At alle, der vil, kan bo her - uanset om de kommer med tomme lommer eller en stor Soundboks? Og er der mon alligevel nogen, vi helst undgår i ’byen for alle’? Kan byen nogensinde blive for alle? Sammen bliver vi klogere på de dilemmaer og konflikter, der opstår, når byen skal rumme mange forskellige mennesker på én gang. Katinka supplerer samtalen med egne sange undervejs. Arrangementet er gratis og åbent for alle. Læs mere om arrangementet og se hele programmet for Arkitekturens Dag hos Dansk Arkitektur Center.

Hvad kan vi lære af baggården?

Hvad kan fortidens uhumske, tætpakkede baggårde egentlig lære os i dag? Kom med til en paneldebat den 1. oktober i Arbejdermuseet. I panelet er Isam B, sanger og forfatter, opvokset på Islands Brygge og Brøndby Strand og forfatter til bogen Fædreland, Kristine Albæk, museumsinspektør og ansvarlig for udvidelsen af Børnenes Baggård på Arbejdermuseet, Susanne Abildgaard Rud, Antropolog og seniorrådgiver i BARK med i panelet, samt jeres undertegnede. Debatten er modereret af Mette Mechlenborg, seniorforsker på AAU og Ph.d. Læs mere om arrangementet og køb billetter på Hvad kan vi lære af baggården?

Kulturnat i DAC

Kulturnatten den 13. oktober i DAC bliver en fejring af København for hele familien. Med udgangspunkt i udstillingen Copenhagen in Common inviteres du til en aften med alt fra graffiti til honning fra byen. Slut aftenen af med lysværk med farver og mønstre ved lysinstallationen ”Så Gernes” på Bryghuspladsen foran DAC. Kunstgruppen Tokyo Blue, som tidligere har lavet flotte installationer til CphLightFestival og i områdefornyelserne, lader sig inspirere af Poul og Aase Gernes, og af hvor radikalt farver og mønstre ændrer sig ved påvirkning af farvet lys. Find hele programmet for Kulturnat i DAC.

Kunsternes København

”Kunstnernes København” er titlen på en gruppeudstilling i Nikolaj Kunsthal i anledning af Arkitekturhovedstad 2023. Udstillingen zoomer ind på fremstillinger af byen oplevet gennem kunstnerøjne og byder på værker af bl.a. Molly Haslund, Asmund Havsteen-Mikkelsen, Skjold Rambow, SUPERFLEX, Uffe Isolotto og Sahar Jamili. Sidste måneds anbefaling om Peter Bonnéns ikoniske værk ”Kornmark på Nikolaj Plads”, der er genopført fra 1975, var ligeledes en del af den samlede gruppeudstilling. Læs mere om udstillingen Kunsternes København.

BEYOND, BETWEEN, ALONG: København før, nu – og frem? Debat om Københavns udvikling

BEYOND, BETWEEN, ALONG er tre byvandringer i København (Nørrebro, Sydhavn, Inderhavnen) og et afsluttende debatarrangement den 11. oktober på Københavns Museum, som retter et kærligt og kritisk blik på København og byens udvikling siden 1990’erne. Mød blandt andre byrumsnestor og professor emeritus Jan Gehl, CEO i Emergency Architecture and Human Rights Michael A. Ulfstjerne, arkitekt og stifter af PLADS Mette Prag og arkitekt, klimaaktivist og head of innovation ved tegnestuen EFFEKT Kasper Reimer Bjørkskov og jeg selv til en spændende debat, når arkitekterne Lawrence Ebelle og Tyra Dokkedahl stiller skarpt på Københavns udvikling mellem borgere, politikere og fagfolk. Prisen for arrangementet sker ved ”betal hvad du vil”-konceptet. Tilmelding er derfor nødvendig. Læs mere om arrangementet BEYOND, BETWEEN, ALONG.

Grønningen - apropos en eng

Grønningen i Bispeparken er under anlæg, og i den forbindelse inviterer projektteamet til et fyraftensevent den 27. oktober, hvor kunstner Kerstin Bergendal vil fremvise 1. del af hendes kunstprojekt, som er en film, der fortæller om samarbejdet og dialogen med de lokale under Områdefornyelsen Nordvest. Filmen viser en lidt anderledes måde at inddrage lokale på med afsæt i helt nære og lokale fortællinger. Del 2 af hendes kunstprojekt, kommer til at have et fysisk aftryk i parken. Læs mere om kunstprojektet Apropos en eng.

Den ny Grønning er en del af flere overordnede strategier bl.a. fra områdefornyelserne og HOFORS og kommunens store plan for at skybrudssikre København. Arrangementet er gratis men kræver bestilling af billet. Find billetter til arrangementet og læs mere på Apropos en eng - Grønningen.

Femalegaze - Et kvindeligt blik i byrummet

Traditionelt set er kunsten og byens rum skabt ud fra et maskulint blik – Male Gaze. Fotoudstillingen viser et mere alsidigt blik - et HUMAN GAZE. Udstillingen er skabt af fotokunstner duoen Lieberkindrosenstjerne, der består af fotograf Karoline Lieberkind og skuespiller Line Bie Rosenstjerne i samarbejde med Sharing Copenhagen og Alias Teaterproduktion. Læs mere om udstillingen og LIEBERKINDROSENSTJERNE.

Du kan opleve første del af fotoudstillingen på Kongens Nytorv ved metropladsen samt i vinduerne i Peder Skrams Gade 12 fra den 13.oktober til 5. november 2023. I november åbner yderligere to lokationer med fotos på Göteborgplads i Nordhavn og i Demokrati Garagen i Nordvest.

 

 

Månedens anbefaling: September

En bygnings facader fortæller sjældent meget om det liv, der leves bag murerne. På samme måde kan vi gennem kunstens greb ofte forstå mere om vores egen samtid eller historie, end det der lader sig gennemskue på overfladen. I september måned folder mine anbefalinger til arkitekturprogrammet sig ud i kanterne af faget og byder på flere kunstneriske greb med radikal urban farming og hule-arkitektur i Kenya. For mig er de kunstneriske greb et middel til at lægge lag på byens fortællinger, berige og undres over de spor, vi sætter for eftertiden. Spor for eftertiden er også temaet, når Bygningsfornyelsen arbejder med transformationen og opgraderingen af den eksisterende by. Det kan du blive klogere på i en serie af podwalks. Endelig sætter vi spot på Universelt Design, og hvordan der skabes en inkluderende by for alle med et Folkemøde.

Rigtig god fornøjelse! Camilla van Deurs

København på landet?

Golden Days festivalen 1.-17. september har i år temaet ”På landet” – men hvad har det med København at gøre? Faktisk en del, hvis man tager de historiske briller på. Alene inden for sine nuværende grænser havde byen indtil for 100 år siden store områder, hvor der var landbrug med græssende dyr og nyttehaver med rabarber. For ikke at tale om de planter og frø, der fandt vej til middagsborde og dyrehold – og ned i lokummerne. Samtidigt virker det som om, at jo mere land, der blev bebygget i slutningen af 1800-tallet, desto flere stiliserede blomster og ranker voksede frem på byens bygninger og indtog smedejernsgitre, vægge og lofter, som det også ses i Københavns Museums bygning fra 1894 eller på Nyrops rådhus fra 1905. Derfor sætter Københavns Museum fokus ”På landet” med både udstillinger og arrangementer.

Marken på Nikolai Plads er mejet

Urban farming og biodiversitet er måske ikke så nye emner i byudviklingen, som vi går og tror. Måske kender du Agnes Denes´ ikoniske Battery Park landfill i New York 1982, hvor hun plantede kornmarker med byens skyline i baggrunden. Men København var også her first mover: Kunstneren Peter Bonnéns lavede i forsommeren 1975 en installation, hvor han såede en kornmark (byg) på 150 kvadratmeter på Nikolaj Plads. Den voksede op i løbet af sommeren og enkelte strå blev høstet og indrammet. I år genopfører Golden Days værket og resultatet af årets høst bliver til brød som deles til fællesmiddage i september. Læs mere om ’Kornmark på Nikolaj Plads’ og se hele programmet for Golden Days. Husk også, at du stadig kan deltage i markvandringer til den italienske blomstereng, der lige nu vokser i gården på Thorvaldsens Museum som en del af udstillingen ’Flora Italica’.

Kom med til Afrikas huler - Cave_bureau

På UIA-kongressen deltog der flere delegerede fra Nigeria end fra Norge og på Venedig Biennalen handlede hovedudstillingen om Afrika og det globale syd. Kontinentet er HOT i mere end en forstand. Den sjette og sidste udstilling i serien Arkitekturens Værksteder på Louisiana tager også fat i den afrikanske arkitektur med udstillingen ’Cave_bureau’. I Kenyas vidtstrakte grotter skuer tegnestuen Cave_bureau nemlig både tilbage på menneskehedens oprindelse og ud i fremtiden. Med udgangspunkt i landets vulkanske grotter skaber Cave_bureau en række installationer, film og arkitektoniske indgreb i landskabet, der fungerer som platform for diskussion af det antropocæne – altså den epoke, hvor menneskets påvirkning medfører globale ændringer i jordens tilstand, og diskuterer de spor kolonimagterne har sat på landet - begge emner kan overføres til en dansk kontekst ift. vores kolonistater, håndværk og lokale byggeskikke og byggeri i respekt for naturen. Læs mere om udstillingen på Cave_bureau på Louisianas hjemmeside.

Podwalks i Vesterbro og Nordvest

Lyt med til to spændende ”podwalks” lydfortællinger. Bygningsfornyelsen har i forbindelse med Arkitekturhovedstad 2023 hjulpet BYLYD med at producere to podwalks, der foregår i Nordvest og Vesterbro. De handler om bydelenes historie set ud fra et byfornyelsesperspektiv. De to podwalks tager lytteren med på tur igennem kvartererne og fortæller om den forandring de to bydele har gennemgået; fra Vesterbro som et slidt arbejderkvarter til et hipt og populært sted at bo i og Nordvests forandring til en fornyet og klimatilpasset bydel. De to podwalks skal opleves på stedet i de respektive bydele og tager ca. 45-60 min. For at lytte til dem skal man download dem til sin mobil via platformen StoryHunt. Her får man en rute, som man skal følge, mens man lytter til lydfortællingen på telefonen. Du kan downloade de to historier her via link: ”Vesterbros forandring” og ”God energi i Nordvest” eller finde dem på StoryHunts hjemmeside.

En plads for alle

Vær med når Israels Plads i København lørdag den 16. september omdannes til et levende centrum for viden og aktiviteter med arrangementet ’En plads for alle’, der peger mod, hvordan vi skaber et mere inkluderende København i forbindelse med Arkitekturhovedstad 2023. Med afsæt i arkitektur og design kan du opleve poesi, debat, talks og underholdning med fokus på livet med funktionsnedsættelser. Alt sammen for både børn og voksne. Syng dagen ind til fællessang med Egmont Højskolen, bliv inspireret med personlige fortællinger fra forfatter Knud Romer og digter Caspar Eric og få nye perspektiver på byens indretning med arkitekt og journalist Ane Cortzen, Dan Stubbegaard fra Cobe og Helle Søholt fra Gehl i samtale med teknik- og miljøborgmester Line Barfod modereret af undertegnede. Sans også på egen krop, hvad det vil sige at leve med funktionsnedsættelser med kørestolsbasket, installationer og kunst. Dagen afrundes med et godt grin til folkebanko, der får et mangfoldigt twist med drag queen Chantal Al Arab som vært. Eventet er gratis for alle. Pladsen åbner kl. 10.45 og lukker kl. 17.30. Find hele programmet for dagen på Arkitekturhovedstadens hjemmeside.

Byggeforeningerne i Valby - bæredygtige og bevaringsværdige

Hvorfor opstod byggeforeningerne i Valby, og hvorfor er de så enestående? Hvilken værdi har de i dag, og hvordan kan byggeforeningerne videreudvikles med nye klimavenlige tiltag uden at svække de arkitektonisk bærende værdier? Det vil Thomas Brogren fra Realdania, Søren Nielsen fra tegnestuen Vandkunsten, Bitten Larsen, Museumsinspektør på Forstadsmuseet Hvidovre, Michael Fjeldsøe, forperson for Valby Lokaludvalg og jeg selv forsøge at svare på, når BY OG LAND VALBY den 9. september inviterer til et par spændende timer med oplæg og efterfølgende debat modereret af Tore Leiferen. Der vil efterfølgende være en guidet gåtur i nogle af byggeforeningerne med Nan Dahlkild, forfatter, lektor ph.d. ved Københavns Universitet. Arrangementet er gratis og foregår i Valby Kulturhus. Læs mere om BY OG LAND VALBY’s arrangementet.

Månedens anbefaling: August

Ovenpå et brag af en UIA-kongres i begyndelsen af juli med tusindvis af deltagere, og hundredvis af debatter og arrangementer fortsætter Arkitekturhovedstadens program. Noget af det, som jeg tog med mig fra kongressen, var, at mange af de emner vi arbejder med i København - klimareduktion, billige boliger, trafikreduktion, lige adgang for alle, biodiversitet mv. - også fylder på den globale agenda men med meget forskelligartede løsning afhængig af kontekst. Jeg havde også lejlighed til at mødes med en lang række arkitekter, som arbejder med skæringspunktet mellem planlægning og politik bl.a. til et internationalt stads- og rigsarkitektmøde, som vi afholdt på Rådhuset. Så nu er min blyant spidset frem mod ”skoleårets” start her i august, og penalhuset er fyldt op med faglig inspiration og nye politiske og administrative redskaber.

CHART Architecture

CHART Architecture er en årlig tilbagevendende arkitektkonkurrence, som foregår i forbindelse med CHART Art Fair på og omkring Kunsthal Charlottenborg i København. Det er i år 11. gang, at kunstbegivenheden finder Sted. Denne Gang den 24. - 27. august. Dette års CHART Architecture tager afsæt i New European Bauhaus principperne - bæredygtighed, æstetisk og inklusion. Med dette års CHART pavilloner ønsker Charlottenborg Kunsthal at skabe et fællesrum. Byrummet skal have en mere inspirerende, innovativ og inkluderende karakter med mulighed for rekreative levende områder. Hvert af de byggede konstruktioner skal kunne anvendes til forskellige formål i gårdmiljøet og opfordrer til at inkludere et universelt designgreb.

Læs mere om CHART Architecture og find hele programmet for arrangementet.

Kulturhavn Festival 2023

Den 26. - 27. august vender den årlige Kulturhavn Festival tilbage. Havnefestivalen går på opdagelse i hovedstadens mange havnekvarterer og lader de besøgende blive inspireret af byens mangfoldige kultur- og fritidsliv. Festivalen er altid gratis og byder på oplevelser for alle.

Find hele programmet for Kulturhavn Festival her.

Out of The Blue

Desuden afholder Assemble Theatre Collective en teaterbyvandring i Nordhavn Out of The Blue. Teatertruppen afdækker med deres forestilling havnens sjæl. Oplev dets skjulte perler, snakkesalige måger og solkyssede havfruer, til en dag med uforglemmelige minder fra havnen – inspireret af københavnerne. Forestillingen foregår på engelsk og afholdes hver weekend i hele august. Teatervandringen kræver køb af billet.

Læs mere om teatervandringen Out of The Blue her.

Rentemesterkvarterets gavlmalerier

Mandag den 28. august afholder Folkeuniversitetet i København et særarrangement med byvandring i Københavns Nordvestkvarter, hvor Jens Peter Brask har skabt det, som han kalder ’Nordens største open-air gavl-galleri’. Arrangementet kræver køb af billet.

Find billetter og læs mere om Rentemesterkvarterets gavlmalerier.

Samtidigt er det en god anledning til at kigge mere på Rentemestervej hvis du ikke har været der for nylig og set det kreative miljø som er blomstret op. I Teknik- og Miljøforvaltningen har vi understøttet dette med en områdefornyelse og en bevarende lokalplan for kvarteret.

Læs lokalplanen som bevarer 98 bygninger på Rentemestervej - lokalplan 581 og kommuneplanstillæg nr. 30.

Lersøparken til tiden - Områdefornyelsen Bispebjerg Bakke

Picnic, historiefortælling og tegneworkshop i Lersøparken. Lersøparken har ændret form og anvendelse mange gange. Her har været sø, marskland, losseplads, skolehaver for storbybørnene, og et fristed for Lersøbøllerne, inden der i starten af det 20. århundrede blev anlagt park i forbindelse med opførslen af Bispebjerg Hospital. Lersøparken er under udvikling, og i de kommende år, skal parken spille en central rolle for hverdagens ophold, og leg og naturoplevelser skal styrkes, samtidig med at der skal integreres klimatilpasing. Men hvordan skal alt dette se ud? Sammen med historiker Paul Hatvigson og Det Mobile Akademi, vil Områdefornyelsen Bispebjerg Bakke søndag den 27. august afholde en åben tegneworkshop om Lersøparkens fremtid. Arrangementet er gratis og åbent for alle.

Læs om arrangementet ’Lersøparken til tiden’ og find programmet for dagens aktiviteter.

På besøg hos Fællesskabet Kigkurren

I ”Fællesskabet Kigkurren” er der fokus på biodiversitet og borgerdrevne aktiviteter. På en grund, som tidligere lå brak, har borgere ved hjælp af fondsmidler skabt en grøn oase, en lille lokal bypark - et samlingssted med nabofællesskab blandt Islands Brygges beboere. Der er forskellige aktiviteter i fællesskabet, men omdrejningspunktet er biodiversitet, klimabevidsthed og fællesskab. Kom til et særarrangement torsdag den 17. august og hør om, hvordan fællesskabet fungerer og bliv inspireret til, hvordan du selv kan få indflydelse og få realiseret egne idéer.

Læs mere om arrangementet ’På besøg hos Fællesskabet Kigkurren’ og se programmet for dagen her.

Månedens anbefaling: Juli

Så går det løs i juli, når arkitekter fra hele verden kommer til København til UIAs Verdenskongres som kulminationen på Arkitekturhovedstads programmet. Byen bliver fyldt med sortklædte rullekravetyper (som mig selv ;-) ) og et overflødighedshorn af arrangementer, udstillinger, talks, rundvisninger mv. Jeg håber meget, at alle vil benytte anledningen til at fordybe sig i egen by og blive meget klogere på vores København, men også til at være nysgerrig på alle de internationale events, som foregår i byen. Og så er der et par arkitektur-tips til sommerferien, egnede aktiviteter for hele familien, som ikke skal snydes for Arkitekturhovedstadens program.

Rigtig god fornøjelse! Camilla van Deurs

Side-events UIA-kongres

Hvis du ikke har billet til UIA-kongressen, kan du stadig opleve og deltage i arrangementer om spændende arkitektur, debatter og meget mere. Bl.a. kan du opleve verdens byplanlægger nummer ét Jan Gehl, arkitekt Anna Heringer og arkitekt Kerstin Thompson i en personlig samtale om deres egne oplevelser, inspirationskilder og sjove anekdoter om de individer, som gemmer sig bag de store arkitektoniske visioner og spektakulære bygninger. Samtalen finder sted i Dansk Arkitektur Center den 5. juli kl. 18.30. Arrangementet er gratis men kræver reservation af billet.

Læs mere om arrangementet Architects, not Architecture.

Du kan finde programmet for alle UIA Side-events her.

Tour of Copenhagen 2023 og DAC’s Arkitekturløb

Hvis du ikke kan få nok af at spæne og cykle rundt i byen til hverdag, så kan du den 2. juli deltage i to særevents i anledningen af UIA og Arkitekturhovedstad. Københavns Kommune gentager sidste års Tour de København-succes med et folkeligt cykelløb med arkitekturtema og tips undervejs på ruten fra mig med Tour of Copenhagen. Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding.

Du kan finde arrangementet og læse mere om Tour of Copenhagen her.

Og så afholder Dansk Arkitektur Center samme dag det traditionsrige Arkitekturløb. Læs mere om Arkitekturløbet og tilmeld dig løbet.

Under byen - en podcast

Hvis du ligger på stranden og savner det politiske spin på Rådhuset, så skal du lytte til Under Byen. En podcast om arkitektur, byudvikling og alt det midt imellem, vores helt eget ”Det vi taler om” branche-sladder program. Podcasten sætter både fokus på de store byudviklingsprojekter og dykker ned i de spritnye historier fra det byggede miljø med værterne Tobias Kjærulf og Mathias Nordby. Serien er produceret og udgivet af Urban Studio.

Du kan lytte til podcasten Under Byen her.

Naturpark Amager

Naturpark Amager har fået en opgradering og den er bestemt et besøg værd også sammen med din familie eller venner - særligt her i de varme sommermåneder. Der er bl.a. kommet en ny badezone, vandposter, madpakkehus og nye anløbssteder for kajakker, robåde m.fl. Faciliteterne findes nord og syd for Havneslusen samt ved Byskoven, og vil blive naturlige stop på Havneringen og Amarminoen – den 27 km lange vandrerute gennem hele Naturpark Amager.

Find kort over faciliteterne og læs mere om Naturpark Amager.

På byvandring med Københavns Museum

Københavns Museum lancerer et nyt byvandringskoncept ”Dark design” vs. inkluderende design i byrummet, som finder sted i weekender i juli på både dansk og engelsk. Byvandringerne kræver køb af billet.

Find billetter og læs mere om byvandringerne Dark design vs. inkluderende design i byrummet på Københavns Museums hjemmeside.

RESET MATERIALS Towards Sustainable Architecture - Contemporary Copenhagen

”Vil vi i fremtiden bygge vores huse af svampe, brændenælder og genbrugsplast? Vil vi dyrke mursten som afgrøder? Og hvad kommer nye bæredygtige materialer til at betyde for vores forståelse af arkitektonisk skønhed?” Det er nogle af de spørgsmål, som den nye udstilling RESET MATERIALS Towards Sustainable Architecture hos Copenhagen Comtemporary forsøger at svare på. Udstillingen udfolder sig i et krydsfelt mellem kunst og arkitektur, og den udforsker fremtidens arkitektur med værker skabt af nye, banebrydende og eksperimenterende byggematerialer. Udstillingen RESET MATERIALS er åbnet og kræver køb af billet.

Læs mere om udstillingen i Arkitekturhovedstadens program.

Arkitekturbingo for børn

Tag dine børn med ud i byen og gå på jagt efter bygningsdetaljer og særlige huse. Se om I kan finde et ildebrandshus, et klokketårn eller måske den helt særlige Københavnerbænk i byens rum og få bingo i Københavns Museums Arkitekturbingo. Arrangementet foregår på egen hånd, og opgaveark sælges i billetsalget på Københavns Museum.

Læs mere om Arkitekturbingo her.

Coastal Imaginaries – Currents from Venice to Copenhagen

En satellitudstilling af det danske bidrag til dette års Arkitekturbiennale, Coastal Imaginaries – Currents from Venice to Copenhagen, bliver udstillet hos CaXf. Udstillingen diskuterer bl.a. det store dilemma mellem menneskets ønske om kystnære bebyggelser og boliger og klimaforandringernes voldsomme indvirkning på vores kystlandskaber Satellitudstillingen foregår på Halmtorvet fra 2.- 31. juli og er gratis.

Læs mere om satellit udstillingen Coastal Imaginaries - Currents from Venice to Copenhagen.

Thoravej 29: Oplev transformationen af en bygning, der genbruger sig selv

Få et unikt indblik i en nytænkende transformation, når dørene til byggepladsen på Thoravej 29 åbnes for én dag lørdag den 1. juli. Gennem Augmented Reality, film- og rundvisning gør folkene bag projektet de besøgende klogere på deres alternative visioner for fremtidens transformationsarkitektur. Arrangementet er åbent for alle og gratis.

Læs mere om arrangementet Thoravej 29: Oplev transformationen af en bygning, der genbruger sig selv.

Green and Thriving Public Spaces Marathon

Onsdag den 5. juli afholder C40 Cities et arrangement hos SPOR10 i Jernbanebyen, hvor C40 Cities samler repræsentanter fra byer, den akademiske verden, den private sektor og ungdomsgrupper til en 3-timers Green and Thriving Neighborhoods maratons aften, hvor de vil dykke dybere ned i børnevenlige byer, genaktivering af forsømte byrum og bynaturbaserede løsninger. Arrangementet er gratis men kræver tilmelding.

Læs mere om Green and Thriving Public Spaces Marathon og tilmeld dig til arrangementet.

Månedens anbefaling: Juni

Hvordan skal vi bygge med naturen, og hvor skal vi byudvikle i fremtiden? Det er nogle af de helt store spørgsmål på den danske stand på Venedig Binalen, hvor Københavns kystsikring og Fingerplanens udvikling sættes til heftig debat. Udstillingen lander i København i primo 2024, men indtil da er der også rige muligheder for at diskutere emnet ved nogle af Arkitekturhovedstadens mange arrangementer. Fremtidens vand er også et tema i Karens Minde Aksen, Københavns nyeste og måske smukkeste klimatilpasningspark, som netop er blevet indviet af over 300 deltagere med sand Arkitekturhovedstads-manér med både lagkagebord, hesteklapning, vandlege og tangodans. Og netop de skæve sammenstillinger, som sætter arkitekturen ind i nye og uventede rammer, er det som kendetegner mange af junis arrangementer, hvor TMF’s Områdefornyelser og er særligt aktive med mange arrangementer.

Rigtig god fornøjelse! Camilla van Deurs

Den Store Københavnerpicnic søndag den 11. juni er sommerens helt store Arkitekturhovedstads arrangement. Vi skal fejre byen og det fællesskab, vi her er en del af, når vi afholder bydelspicnics i hele København. Gå på opdagelse i din egen bydel eller tag på besøg i en ukendt del af byen, når der afholdes fællesspisning i særlige byrum. Her kan du bl.a. møde lokaludvalgene, der, som værter, viser deres egen bydel og dens unikke kvarterer frem med aktiviteter for både voksne og børn. Så tag din nabo, din gode ven eller hele familien med til fællesspisning og oplev hverdagens arkitektur i et nyt perspektiv.

Find dit bydelsarrangement her. Arrangementet kræver tilmelding og køb af billet.

København bliver visionernes byggeplads under Arkitekturhovedstaden. Verdensmålspavillonerne skyder op langs med havnen og i Indre By, nogle er allerede åbnet (Reflections in Common på Kgs. Nytorv og Living Places i Jernbanebyen m.fl.), mens andre er på vej i skrivende stund. Nogle pavilloner er bygget i genbrugsbeton og andre i stampet ler eller strå. Nogle er åbne og opført som kunstneriske installationer, og andre ligner huse, som vi kender dem, men sætter et markant mindre CO2 aftryk.

Find pavillonerne og deres placering her.

Udstillingen Delte Vande i Brønshøjs Vandtårn åbner den 6. juni. Skaberne bag udstillingen drømmer om at få vandet tilbage til Brønshøj og lade vandtårnet blive den vand-katedral, som det engang var. Udstillingen er et kunstnerisk eksperimentarium, der formidler viden om vand gennem en kunstoplevelse i og omkring vandet.

Læs mere om udstillingen her.

I maj måneds anbefaling fortalte jeg historien om plantefrøene, der lå mellem halmen i de kasser, som Thorvaldsens skulpturerk lå i under transporten til København. Den 16. juni - 24. september kan du selv opleve den nye iscenesættelse af de rejsende italienske frø på Slotsholmen med Thorvaldsens Museums udstilling Flora Italica - Thorvaldsens udkrudt.

Læs mere om udstillingen her.

Ukraine House in Denmark åbner en særlig udstilling “Spaces of Dignity” den 1. juni i Ukraine House på Gammel Dok i Strandgade. Udstillingen udforsker og dokumenterer ukrainske arkitekter, designere og aktivisters reaktion på den brutale russiske invasion og reflekterer over, hvordan genopbygningen af Ukraine kan ske med bæredygtighed og humanitet i fokus.

Læs mere om udstillingen og deres åbningsevent her.

Copenhagen Photo Festival åbner også den 1. juni og fejrer kunst og fotografi med særligt fokus på temaet ’rewilding’. Udstillingen vises meget apropos i det urbane og uberørte byrum på Refshaleøen. Udstilling kræver køb af billet.

Læs mere om udstillingen her.

Hidden Spaces. Noget af det jeg glæder mig mest til i 2023, er at opleve byens arkitektur på nye måder, fx gennem kunst, musik eller teater. Tag med på en performativ lydvandring gennem Ørestad og Amager Naturpark den 8. juni.

Læs mere om Hidden Spaces og find din billet her.

’What if…? – Københavns Bygningspræmiering gennem 120 år’ I København har vi mere end 42.000 ejendomme. 642 af disse er hædret med en bygningspræmiering, men der findes også mange fantastiske bygninger, som ikke har modtaget en anerkendelse i deres samtid. Sammen med byudvikler Jens Kramer Mikkelsen og lektor Morten Birk Jørgensen reflekterer jeg over skiftende tendenser, præferencer og overset arkitektur i bygningspræmieringens stormomsuste historie.

Læs mere om arrangementet her. Arrangementet er gratis men kræver tilmelding.

Bispebjerg Bakke er centrum for en af Teknik- og Miljøforvaltningens områdefornyelser, og vi har netop annonceret de tre udvalgte teams, som skal konkurrere om udformningen af de centrale byrum i Aksen ved Grundtvigs Kirke og på Frederiksborgvej. Se mere her. Det fortæller jeg mere om på byvandringsturen den 1. juni, når arkitekturhistoriker Jannie Rosenberg Bendsen og jeg går en tur rundt i kvarteret. Arrangementet er gratis men kræver tilmelding.

Du kan læse mere her.

Og så takker Områdefornyelsen Sundby af med et forrygende program lørdag den 3. juni med ’Sol over Sundby’. Med start i bølgen blå og afslutning med solnedgang på Amager Fælled vil du opleve alle Områdefornyelsens projekter i Sundby i løbet af dagen.

Find hele programmet for dagen her.

Månedens anbefalinger: Maj

Stadsarkitekten anbefaler – Maj

Anemonerne og bøgen springer ud, og det samme gør pavillonerne langs med havnen i Arkitekturårets fælles satsning sammen med Arkitektforeningen og en lang række tegnestuer, fonde og firmaer. I sidste uge åbnede BoligVærkstedet i Jernbanebyen som bl.a. EFFEKT og VELUX står bag. De øvrige ca. 15 pavilloner åbner i løbet af juni, så jeg vil opfordre alle, der planlægger sommer-enheds-udflugter til at besøge eksperimenterne med bio-materialer og byggeri med lav klimapåvirkning. Byens store museer gearer også på til Arkitekturårets kulmination, som finder sted over sommeren med UIA-kongressen med flotte udstillinger og events. Så der er masser at se derude i byen.

Rigtig god fornøjelse!

Camilla van Deurs

Kom til festlig fejring af København som Arkitekturhovedstad med åbningen af udstillingen ’Copenhagen in Common – Arkitekturhovedstad 2023’ torsdag den 4. maj kl. 15.30-21. Der vil være koncerter, familieværksted og meget mere. Oplev bl.a. Danish Slackline Association gå på line over havnen fra BLOX til De Danske Sukkerfabrikkers tidligere bygninger på en i alt 150 meter lang line.

Udstillingen ‘Copenhagen in Common’ handler om København og om fællesskaber: Dem vi er en del af, dem vi selv skaber i byen, og dem vi føler, vi har mistet. Fra pladser og byrum, der bringer landsbyens nærhed ind i storbyen, til kollegieværelser skabt af containere med store fællesarealer og højt til loftet.

Find hele programmet for åbningen her.

Onsdag den 17. maj kl. 15 åbner Glyptoteket særudstilling Bag facaden – Opdag Glyptotekets arkitektur, hvor jeg selv deltager og holder åbningstale. Glyptotekets bygninger er museets største værk. De står som et monument i hjertet af København og skaber en helt særlig ramme for kunstværkerne. Udstillingen handler om museets unikke arkitektur skabt af tre markante arkitekter Vilhelm Dahlerup, Hack Kampmann og Henning Larsen, samt fortæller historien om, hvordan en privat erhvervsmand og kunstsamler gik sammen med Københavns Kommune og staten om at skabe et fyrtårn i dansk kulturliv, som skulle give det danske folk kulturel og demokratisk dannelse - indblik og udsyn.

Udstillingen kræver køb af billet. Find billetter og mere information her.

Og så et tip til boghylden, Museet udgiver i forbindelse med udstillingen også en ny bog som beskriver bygningens arkitektur ’Glyptotekets arkitektur’.

Karens Minde Aksen i Sydhavnen er et af de største klimatilpasnings- og områdefornyelsesprojekter i de senere år, og bliver indviet fredag den 26. maj som en del af Arkitekturåret. Projektet forener et sammenhængende byrum med skybrudssikring i Sydhavnen. Alle er inviteret til at opleve et helt unikt grønt byrum. Hør om projektet, se de nyskabende løsninger og mærk områdets spirende kulturliv.

Læs mere om åbningen og find programmet for dagen her.

Det er 175 år siden at Thorvaldsens Museum åbnende som Danmarks første offentlige museum. Med en helt ny udstilling sætter Thorvaldsens Museum fokus på museets imponerende og sanselige arkitektur og arkitekten bagved M.G. Bindesbøll med udstillingen ”SANS FOR FARVER:THORVALDSENS MUSEUM”. Publikum vil få et indblik i tegninger, malerier, modeller, samt de originale skitser af den flotte farvesammensætning, som museet rummer. Udstillingen er åben og kræver køb af billet.

Læs mere om udstillingen her.

Samtidigt er museet sammen med Thing Brandt Landskab, TagTomat og mange andre i gang med at etablere en vild italiensk have i det indre gårdrum med plantekasser fra konstruktionstømmer fra nedrivningen af Ungdomshuset på Jagtvej 169. Plantefrøene er fundet blandt halmen i de kasser, som transporterede Thorvaldsens skulpturer til København. Håndværkere og kunstnere var i fuld gang med at opføre og udsmykke museumsbygningen, da man pakkede skulpturerne ud. Her blev høet fra Italien smidt ud på jorden omkring museet. Men hvad ingen havde regnet med var, at høet var fuld af frø, der gav sig til at spire – og fra sommeren 1843 og flere somre derefter voksede en helt uventet fremmedartet flora frem ved museet, en mindre italiensk eng.

Læs mere om den ”invasive” naturhistorie her og om tømmerets genanvendelse her.

Onsdag den 3. maj afholder KU Landskabsarkitektur et spændende arrangement ’Spatial Invitations: Including and Excluding Public Spaces’. Her vil Ole B. Jensen og Carsten Hviid Nielsen fra Aalborg Universitet diskutere dark design. Marie Gramkow fra KU vil fortælle om universelt design og sidst men ikke mindst vil Masashi Kajita, fra Det Kongelige Akademis Arkitektskole, fortælle om health design. Arrangementet kræver tilmelding.

Læs mere om arrangementet her. 

Månedens anbefalinger: April

Kan man trække en linje fra vikingernes borge til Tietgenkollegiet? Det forsøger DAC med den flotte udstilling om dansk arkitekturs oprindelse, mens Bymuseets nye udstilling er om kunstneren bag de ikoniske københavnerplakater (fx den med ænderne der krydser fodgængerfeltet), der i høj grad har formet vores fælles billede af byens karakter og sjæl. Nu hvor det endelig er forår, er der rig lejlighed til at komme ud i byen og opleve arkitekturen derude, hvor den bor. Og så byder april også på åbningen af de første pavilloner i Arkitekturåret, hvor byggeri med lavt CO2-aftryk er i fokus.

Rigtig god fornøjelse!

Lørdag den 22. april er Earth Day, og det markeres med åbningen af Velux og Effekts syv pavilloner Living Places i Jernbanebyen med åbningsarrangementet Living Places Copenhagen Grand Opening on Earth Day, hvor jeg klipper snore og siger et par ord. Arrangementet er gratis men kræver tilmelding.

Læs mere om åbningen af Living Places Copenhagen.

Den 14. april er WHO vært ved denne måneds UN City docUNight film, hvor de viser dokumentaren ”La Belle Ville” (Green City Life). Filmen undersøger, hvordan fremtidens byer ser ud, hvad der gør en by sund, og hvordan natur og smart cities løsninger kan forbindes. Jeg deltager selv i paneldebat og Q&A efter filmen. Arrangementet er endnu ikke annonceret, men vil blive annonceret på UN Citys hjemmeside. Det er gratis og åbent for alle. Desuden er arrangementet også en mulighed for at komme ind at besøge den ellers lukkede FN-bygning af 3xN.

Læs mere om filmen her.

Familieaktiviteter i påsken:

Københavns forsvundne byporte, klostre og kirker. Arkæologisk Værksted i Københavns Bymuseum viser rester af forsvundne bygningsværker, som arkæologerne har fundet ved udgravninger i byen. Mange af disse spænende fund håber vi at fremvise i belægning mv., når den nye Byrums-og Trafikplan for Middelalderbyen realiseres. Eventet starter lørdag den 1. april og kræver billet (børn er gratis).

Køb jeres billetter her.

Arkitekturens år på M/S - Fra tørdok til BIG dok. Kom med på en arkitekturrundvisning, der går bag om processen med at skabe Danmarks nye søfartsmuseum i en nedlagt tørdok. Hør historien bag museets flytning fra Kronborg til dokken, om arkitektkonkurrencen og BIGs vinderforslag. Projektet er bygget nede i tørdokken, da museet er beliggende i en UNESCO bufferzone, så det er også en lejlighed til at studere den fantastiske arkitektur, der kan komme ud af juridiske begrænsninger. Starter lørdag den 1. april og kræver billet.

Find mere information her.

Kunst i Byen – kunstvanding i Indre By. København kan opleves som kunstværk formet af tiden. Fra den moderne bys monumentale midtpunkt på Rådhuspladsen til mindesmærker og udsmykninger i den ældste del af København, til bombardementer og byens store brande. Borgere, kirkefolk, konger og kunstnere har alle sat deres præg på byens kunst. Byvandringen er søndag den 16. april og kræver køb af billet.

Læs mere om byvandringen og køb billetter her.

So Danish! En ny permanente udstilling på Dansk Arkitektur Center om dansk arkitektur fra vikingerne til i dag. Udstillingen udfolder historien om dansk arkitektur og tager besøgeren med på en rejse for at forstå, hvor central arkitekturen er for vores demokratiske samfund. Hvordan arkitekturen har spillet en central rolle for vores dannelse, kulturforståelse og vores fælles fremtid. Udstillingen kræver køb af billet.

Bliv klogere på DACs første permanente udstilling her.

Da København blev Wonderful – Plakatkunstneren Ib Antoni. København var en slidt by i 50’erne og 60’erne med forfaldne facader og saneringsmodne kvarterer. Men samtidig var der store ambitioner. Byen skulle på fode, og der skulle bygges hoteller og tiltrækkes turister. Ny udstilling viser Ib Antonis ikoniske værker og fortæller om hans utrolige historie, og hvordan København blev Wonderful igen. Udstillingen åbner den 1. april og kræver køb af billet.

Læs mere om udstillingen her.

Månedens anbefaling: Marts

Marts måned handler om alt det, der er skjult: under jorden med en magisk udstilling, projekter som kun eksisterer på papir, 50 normalt lukkede byggerier, der inviterer indenfor og byggebranchen i forhold til den kultur, vi er en del af på vores arbejdspladser.

Rigtig god fornøjelse, Camilla van Deurs

For første gang åbner Dansk Arkitektur Center 50 udvalgte sites op til Open House Copenhagen i weekenden den 25.-26. marts. Dette er et af Arkitekturhovedstadens særarrangementer, som jeg har glædet mig særligt til. DAC inviterer alle til at kigge inden for i bygninger, som vi ellers kun kender udefra. Open House Copenhagen er en helt særlig måde at opleve vores Arkitekturhovedstad indefra, og få et nyt blik på den arkitektur, der omgiver os i hverdagen.

Læs mere om Open House Copenhagen her.

Særligt glæder jeg mig til at opleve bl.a. HOFORs underjordiske tunnel, som forsyner København med fjernvarme, vand og bygas under havnen, Nationalbanken, et af Arne Jacobsens sidste og helt store værker, som pt er under renovering, og et af de mere lokale projekter Birkegade Taghave, en grøn oase midt på Nørrebro hvor jeg optog et afsnit af Hammerslag i 2014 :-) Og mange mange flere...

Se hele programmet for Open House.

Desværre er eventet meldt udsolgt i skrivende stund, da interessen var overvældende med 62.000 tilmeldte men kun plads til 10.000. Men flere af stederne har nogle gange adgang på andre tidspunkter, derfor kan de være relevante som anbefaling, for de som ikke er blandt de heldige billetholdere.

Jeg er diversitets- og ligestillingsambassadør i KK og Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar, som du kan læse mere om her. Derfor har jeg sammen med en række af byggeriets andre organisationer arrangeret Kvindernes Kampdag den 8. marts, hvor vi stiller skarpt på de senere års debat om ligestilling og sexisme, og hvordan dette har påvirket vores arbejdskultur og byggebranchen i sin helhed med eventet Kvindernes kampdag: Hvordan arbejder vi sammen? Det foregår på DAC, og der vil være oplæg og efterfølgende fælles dialog. Eventet er gratis men kræver tilmelding.

Læs om eventet ved at klikke her.

Den 15. marts kan man opleve Kunstens pavilloner, arkitektur og biodiversitet med fire biodiverse og bæredygtige pavilloner ved BLOX samt en sansehave bygget af lokale spejdere i samarbejde med TagTomat på Bryghuspladsen. De fire pavilloner er skabet af Arkitekter uden Grænser ved Træbryggen, Bio Sack (vinder af Chart 2022) og Eliza And The Eleven Swans på Bryghuspladsen samt Inhabiting Ecologies placeret nede i Havnepassagen.

Læs mere om de 4 pavilloner her.  

Den 26. marts åbner Cisternes nye udstilling Kimsooja/Weaving the Light/Cisterne med den sydkoreanske kunstner Kimsooja, der arbejder med arkitektoniske rum i dets helhed, og hvordan vi kan bevidstgøre vores egen tilstedeværelse i rummet. I hendes nye udstilling inviteres publikum ind i et illusorisk rum, hvor lys spaltes i alle regnbuens farver og transformere det tidligere vandreservoir til et sakralt lyshav.

Find mere information om udstillingen i Copenhagen in Common programmet her.

Jeg tror, at de fleste arkitekter har et indre ”diasshow” med projekter, der aldrig blev realiseret når man bevæger sig rundt i byen. Nogle er personlige (den tabte konkurrence – øv!) og andre er kollektive Store, københavnske arkitekturprojekter, der aldrig blev realiseret. Den 26. marts holder forfatter og arkitekt Holger Dahl et oplæg om sin bog Drømmenes København, hvor læseren tages med på en rejse gennem dét København, der kunne have været: Jørn Utzons svømmehal ved Peblingesøen, en mur af BIG-boliger langs Kløvermarken og Theo Bjergs udbygning til Statens Museum for Kunst. Arrangementet afholdes kl. 15-16 på Københavns Museum og kræver køb af billet.

Læs om eventet på programsiden her.

4 classic, tak! I løbet af marts måned vil museumsinspektør Tomas Roland fra Thorvaldsens Museum gennem fire foredrag gøre os klogere på fire forskellige perioder i den københavnske arkitekturhistorie. Med viden om fortiden kan vi se og opleve arkitekturen med nye øjne. Prisen inkluderer (selvfølgelig) en classic øl og billet entré til museet den pågældende dag.

Se datoer, køb billetter og program for foredragene her.

Månedens anbefaling: Februar

Copenhagen Light Festival tænder 3.- 26. februar 35-40 kunstneriske lysværker i Indre By og i bydelene rundt om Indre By.

Find mere information om Copenhagen Light Festival og hele ruten

Jeg er særligt begejstret for, at festivalen aktiverer nogle af de steder i byen, hvor man ikke typisk opholder sig efter mørkets frembrud.

Du kan fx fortsat nå at opleve ”Insekternes Blik” af Anna-Rosa Hiort Lorenzen på Vestre Kirkegård – et af Områdefornyelse Bavnehøjs fire nye lysværker, som jeg fortalte om i sidste måned.

Læs nyheden om kunstværkerne

Derudover glæder jeg mig særligt til at opleve ”Blue Earth” af MajD ved Nyhavn 71. Sidste år havde MajD installationen ”Little Sun”, som Sharing Cph støttede.

Dernæst glæder jeg mig til at opleve ”Our beating heart” af Studio Vertigo ved Højbro Plads, ”Incanto” af Lennowski ved Byparken i Ørestad og sidst men ikke mindst ”Platonic” af Julien Menzel på Refshalevej 167.

Næste anbefaling er ananas-i-egen-juice: Kunstforeningen GL STRANDs event ”GL STRAND X Tee Salon: Jane Jacobs” 23. februar kl. 17-18. Et arrangement, hvor jeg deltager i en samtale med direktør og initiativtager til Distortion, Thomas Fleurquin og Uffe Elbæk om Jane Jacobs; 1960’ernes store heltinde inden for byplanlægning i New York. Jacobs’ principper ligger til grund for mange af de planlægningsværktøjer, som vi fortsat bruger den dag i dag til at skabe blandede byer og aktivt byliv. Samtalen er modereret af Marie Schjeldal. Tilmelding er nødvendig.

Læs mere om arrangementet på GL STRANDs hjemmeside

Op i tårnet – Vor Frue Kirke. Besøg Vor Frue Kirkes tårn 13. februar og oplev en fantastisk udsigt over Københavns nye og gamle tage, og bliv klogere på tårnet og kirkens voldsomme historie, der både byder på brand, sammenstyrtning og bombardement. Tårnet vil være åbent for offentlig adgang kl. 12-14. Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding.

Læs mere om muligheden for at komme op i tårnet

Et forsvar for Ørestad? Hvordan ser fremtidens byer og byudvikling ud? Og har Ørestad nogle af svarene på, hvordan vi kan bo og leve mere bæredygtigt? Det spørgsmål svarer stadsarkitekten Finn Williams fra Malmø, direktør Simon Kjær Hansen, arkitekturanmelder Holger Dahl, Anne-Grethe Foss, arkitekt MAA og ”metroens mor” og Simon Madsen fra Pension Danmark, udvikler af Fælledby, bl.a. på, når FORUM for Arkitektur retter blikket mod Ørestad for at se på et af Danmarks mest omfattende byudviklingsprojekter fra nye vinkler. Det sker 23. februar kl. 12.00-18.00. Moderator for dagen er arkitekt og journalist Ane Cortzen. Arrangementet er gratis for MAA’er eller medlemmer af FORUM for Arkitektur. Kræver tilmelding.

Læs mere om arrangementet "Et forsvar for Ørestad?" på arkitektforeningens hjemmeside

'Tag' gerne Arkitekturhovedstad 2023 med #arkitekturhovedstad #wca2023 #copenhagenincommon #københavnskommune